Jeg kyssede et barn

perler

Det er først bagefter det går op for mig, at det egentlig er voldsomt grænseoverskridende at lægge læberne rundt om munden på et barn, jeg ikke har nogen nævneværdig relation til, udover at være voksen i børnehaven.

af Esben Malthe Overgaard

Jeg er en 37 år, mand, pædagogstuderende og er lige startet i min første lønnede praktikperiode. Det er en helt normal dag i børnehaven. Jeg spiller guitar for nogle børn, og den anden praktikant på stuen sysler med nogle af de andre.

Jeg hører et barn græde, og min kollega på stuen kommer hen til mig. ”Jeg ved ikke, men jeg tror han har en perle oppe i næsen?”. Jeg kigger, og kan ved første øjekast ikke lige se noget. Men han er ulykkelig, meget ulykkelig. Jeg kigger efter igen og jo, der sidder en perle oppe i næsen på ham.

Hun kigger spørgende på mig, ”hvad gør vi?”. Jeg tager drengen med hen på sofaen og prøver at tale ham til ro. Prøver at forklare ham at han skal forsøge at puste perlen ud. Det resulterer i at drengen sniffer perlen ekstra langt op i næsen, så nu sidder den først rigtigt langt oppe. Han blev ikke specielt glad for det resultat, så nu græder han endnu mere.
Et par minutter går med at finde en pincet, da jeg tænker - den piller vi lige ud. Da jeg har fundet en pincet og igen sidder med drengen kan jeg ret hurtigt konkludere, at det ikke bliver måden at gøre det på.

Perle-i-næse eksperten

Har sådan set ikke tænkt mig at jage pincetten op i næsen på ham efter en perle, som han imens jeg fandt pincetten, har sniffet endnu længere op, og man knapt aner oppe i næsen på ham.

Min vejleder sidder i lokalet på den side ad gangen. Jeg banker på og spørger hende what-to-do. ”Find Tove” svarer hun, ”hun er ekspert i perler i næsen”. Så jeg leder efter perle-i-næse eksperten men får at vide at hun først møder om en time. Så jeg gør det næstbedste og slår ”perle i næsen” op på Google.

Jeg springer de første par resultater over. (I ved nok godt at når man søger på noget sundhedsrelateret på Google, er de første resultater ”SØG OMGÅENDE LÆGE!!!!! LIVSFARLIGT!!!!”). Jeg kommer dog hurtigt til sygeboern.dk der foreslår følgende:

”Der findes en meget effektiv metode, som forældre selv kan anvende den kaldes kys barnet. Forældrene fortæller barnet, at det skal have et stort kys og pustes i munden. Moderen eller faderen lukker læberne over barnets åbne mund, som ved mund til mund-genoplivning. Med en finger lukkes der af for luften til det næsebor, hvor der ikke er et fremmedlegeme. Der gives nu et kort kraftigt pust, så fremmedlegemet blæses ud. Det kan være nødvendigt med flere forsøg. Metoden fjerner fremmedlegemet hos 3 ud af 4 børn.”

Succes

Fair enough, jeg sætter ham op på bordet, fortæller ham hvad der skal ske, og med en 4-5 pust lykkedes det at få perlen ud. Google har reddet endnu et liv, og drengen leger lystigt videre ved bordet med perler. Det er tid til ble-vagt og resten af dagen forløber uden større drama og vi kan lukke stuen uden at have kasseret børn. Succes!

Men en ting er ikke en succes. Og det er min første tanke efter jeg har fået perlen ud af næsen på ham. For hvad er det egentlig lige der er sket? En voksen mand med øltønde og skæg har lige sat en dreng op på et bord og lagt læberne rundt om hans mund. I situationen var jeg fokuseret på at få en perle ud af næsen på ham. Alligevel var min første tanke bagefter: ”Hvad tænker forældrene på stedet, når de hører om det”. Ikke om hvorfor jeg gjorde det, men om det fysiske billede af situationen.

Det er først bagefter det går op for mig, at det egentlig er voldsomt grænseoverskridende at lægge læberne rundt om munden på et barn, jeg ikke har nogen nævneværdig relation til, udover at være voksen i børnehaven. Og det skal ikke være en hemmelighed at grunden til at jeg overhovedet får tanken, er fordi jeg er en voksen mand. En voksen mand der i børnehaven lige har ”kysset et barn på munden”.

At jeg overhovedet skal få tanken, er ikke en succes. At der stadig er nogle der bliver færdiguddannede pædagoger, uden nogensinde at have skiftet en ble, er ikke en succes. At man KAN være bange for, at give et grædende barn en varm trøstende krammer, er ikke en succes.

Vi skal have lov til at vise omsorg

At personalet på stedet så på situationen som det mest naturlige i verden, (for det var jo altså bare en hverdagssituation), er en kæmpe succes. At barnet fortsatte sin dag som var intet sket, er en kæmpe succes. Og når pædagoger eller pædagogstuderende, kan udvise den daglige omsorg, også den der er grænseoverskridende, uden frygten for ”hvad vil folk ikke tænke” er vi nået i mål og kan kalde det en total succes. Jeg må blot konstatere, at der er vi ikke endnu.

Og jeg tager et vovet gæt på at mange andre mænd og kvinder har det på samme måde. Det her er vores fag, og vi skal have lov til at vise omsorg! Det er den fremtid jeg vil kæmpe for. Det er den fremtid jeg tror på.

Hav en god praktik.

Esben Malthe Overgaard er pædagogstuderende i 2. praktikperiode fra VIA Pædagoguddannelsen i Viborg, og medlem af PLS forretningsudvalg.

nyt gennemsigtig pls

Nyheder for pædagogstuderende

Læs seneste nyt fra pædagoguddannelsen samt vigtige informationer fra PLS' sagsbehandler.

Læs mere

pls help

Hjælp når du har brug for det...

Dit medlemskab sikrer dig, at du har et sted at gå hen, hvis du har brug for råd og vejledning. Vores sekretariat hjælper studerende med problemer på uddannelsesinstitutionen såvel som i praktikperioden.

Læs mere

AKTUELT KURSUS

Introduktion til handicapbegrebet

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om “handicap”? Hvordan forholder vi os etisk, menneskeretsligt og pædagogisk til handicapbegrebet?

Undervisningen varetages af Lars Romild, der er uddannet Socialpædagog og Filosofisk og Sokratisk vejleder. Lars har arbejdet på botilbud for voksne med funktionsnedsættelse siden 1989, undervist 14 år på pædagoguddannelsen og været konsulent for NVIE (Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion).

Kurset afholdes lørdag d. 14. september til søndag den 15.september 2019.

Læs mere her

feedback
feedback