Barsel

Barsel

Pædagogstuderende har ret til fravær med løn ved graviditetsundersøgelser samt ret til barselsorlov 4 uger før termin. Derudover ret til barselsdagpenge hvis der opstår komplikationer med dertilfølgende sygemelding i forbindelse med graviditeten.

Før fødslen

Som kommende mor har du ret (men ikke pligt) til at gå fra fire uger før fødslen i praktikken og 8 uger før i en SU-periode. Skønner lægen imidlertid, at arbejdet vil medføre en risiko for moderen eller fostrets helbred, kan barselsorloven begynde tidligere.

Varslingsregler

En ansat skal give sin arbejdsgiver meddelelse om, at hun er gravid senest 3 måneder før forventet fødsel. Hun skal samtidig give besked om, hvornår hun regner med at begynde sin orlov.

Faderen skal give arbejdsgiveren et varsel på 4 uger om, hvornår han forventer at begynde orloven og om længden af fraværet.

Faderen har ret til barselsorlov i 2 uger i sammenhæng i forbindelse med fødsel med sædvanlig løn, eller 2 uger fra studiet uden det får SU-konsekvenser. Efter aftale med arbejdsgiveren kan disse uger lægges inden for de første 14 uger efter fødslen. Det er ikke en pligt, at faderen lever sammen med moderen til barnet, men det forudsættes, at faderen er sammen med barnet i de 2 uger som orloven finder sted.

Pædagogstuderende har ret til at gå på barselsorlov med dagpenge 4 uger før forventet fødsel. I nogle kommuner, er der dog lavet særlige aftaler, så man må gå fra allerede 8 uger før. Det kan derfor være en god idé at undersøge lokalt om du må gå fra 8 eller 4 uger før. Der foreligger mulighed for at gå på nedsatte dagpenge i disse 4 uger, hvorved der fortsat kan arbejdes delvist.

Øvrige regler om orlovens længde, faderens rettigheder og indtræden i den andens ret i fraværsaftalen bygger på lovgivningen.

Økonomi under barsel

Når du er pædagogstuderende har du ret til barselsdagpenge, hvis du befinder dig i én af følgende tre situationer: 
 
1. Du har et fast arbejde ved siden af din uddannelse
 Du kan få barselsdagpenge, hvis du har et fast arbejde ved siden af din uddannelse, hvor du har været ansat på den første dag i din orlov eller dagen før. Derudover skal du have haft mindst 160 timer inden for de seneste fire hele måneder før orloven og mindst 40 timer om måneden i mindst tre af de fire måneder.

2. Du er i lønnet praktik
Du kan få barselsdagpenge, hvis du er i lønnet praktik. 

3. Du holder orlov fra din uddannelse og melder dig ledig i din a-kasse
Når du holder orlov fra din uddannelse, kan du få barselsdagpenge, hvis du stopper din SU, melder dig ledig i din a-kasse og stiller dig til rådighed for arbejdsmarkedet i dit jobcenter, dvs. har ret til dagpenge.

Vær opmærksom på, at du skal orientere dit uddannelsessted om din orlov, så du kan dokumentere orloven, når du søger om barselsdagpenge.

Derudover skal du i alle situationer også være sammen med dit barn dagligt, dvs. fysisk tilbringe tid sammen med barnet.

Når du er på SU
Hvis du får SU, kan du i stedet for barselsdagpenge få ekstra SU-klip.

Hvis du ikke har ret til barselsdagpenge
Selv hvis du ikke har ret til barselsdagpenge, vil du kunne overdrage orlovsuger til den anden forælder. Den anden forælder kan få barselsdagpenge under orloven, hvis betingelserne er opfyldt.

Hvis I bor sammen ved fødslen, har du som mor som hovedregel 14 ugers orlov efter fødslen, som du kan overdrage til den anden forælder. Som far eller medmor har du som hovedregel 22 ugers orlov efter fødslen, som du kan overdrage.

Den anden forælder kan holde den overdragne orlov med barselsdagpenge, hvis han/hun opfylder betingelserne. 

Når studiet starter
Hvis du stopper din orlov for at studere og får SU, mister du retten til at udskyde den del af orloven, der er tilbage. Du kan vælge at forsætte med at holde orlov og få barselsdagpenge, mens du studerer – dog kun frem til barnet er 1 år.

Nyuddannet og barselsdagpenge

Du kan få barselsdagpenge, hvis du afslutter din uddannelse lige inden eller i løbet af orloven. Det kræver dog, at visse betingelser er opfyldt.

Hvis du har afsluttet din uddannelse, den sidste måned før orloven begynder
Du kan få barselsdagpenge, hvis du inden for den seneste måned har afsluttet pædagoguddannelsen. Det gælder både for mor og far/medmor.  

Du har også ret til barselsdagpenge, hvis du holder graviditetsorlov 4 uger før forventet fødsel, og du den dag, din orlov starter, har afsluttet din uddannelse inden for den seneste måned.

Vær opmærksom på, om du starter med at holde orlov, før eller efter du har afsluttet din uddannelse. Hvis du starter med at holde orlov, før din uddannelse er afsluttet, er du studerende og skal opfylde de regler, der gælder for studerende for at få barselsdagpenge. 

Hvis du har afsluttet din uddannelse efter fødslen
Du kan få barselsdagpenge, hvis du afslutter din uddannelse, efter du har født, og inden dit barn er 1 år. Du skal dog være meldt ledig i din a-kasse, stå til rådighed og have ret til arbejdsløshedsdagpenge.

Der er også et generelt krav om, at du er sammen med dit barn hver dag under orloven. 

Vær opmærksom på, at du som ledig ikke kan holde orlov, efter barnet er fyldt 1 år.