1. August 2026

Niels er 27 år og deltager i den aktuelle sæson af Alene i Vildmarken. I den finske vildmark trives han med naturen, bygger shelter og båd og fanger fisk. Men naturen har ikke kun været et fristed for Niels som voksen. Den blev også det, der hjalp ham som barn – takket være en pædagog, der så noget i ham, som andre ikke så.

På TV så vi lørdag, Niels blive synligt rørt, da han sagde:

"Tak for det, Berit. Jeg håber, du ser med – jeg tænker ofte på dig. Tak for at stole på, at jeg bare var understimuleret, og for ikke at sætte en mærkat på mig, før jeg selv kunne finde ud af, hvem jeg var."

PLS har talt med Niels om den pædagog, der ændrede hans liv: Berit.

Hvad så Berit i dig, som andre voksne måske ikke så?

Jeg passede virkelig ikke ind i min børnehave. Jeg var voldelig, slog de andre børn og var meget udadreagerende. De andre pædagoger så en dreng, der ikke kunne sidde stille eller lytte, og som bare bruste over indeni. Jeg blev hurtigt opfattet som en, der ikke passede ind, og man var tæt på at tænke, at jeg skulle i en specialbørnehave.

Men Berit så noget andet. Sammen med mine forældre (som jeg vil understrege altid har været fantastiske) og en børnepsykolog fandt hun ud af, at jeg i bund og grund var understimuleret. Der var ikke noget galt med mig. Jeg var bare anderledes og havde andre behov.

Hun så mig, forstod mig og stolede på, at jeg var god nok.

Hvad gjorde hun helt konkret?

Hun fandt ud af, at jeg havde brug for at komme ud. Jeg voksede op midt i naturen, og det var dér, jeg havde det godt. Så Berit sørgede for, at jeg og mine bedste kammerater kom ud i naturen. Vi badede i Øjesø, klatrede i træer og fræsede rundt. Det var ugens højdepunkt og skabte et fantastisk fællesskab.

Det lyder måske simpelt, men det var det, der skulle til. Hun forstod mekanismen bag min adfærd og gjorde noget ved det.

Hvad betød det for dig, at Berit troede på, at du var god nok – også når du slog og var udadreagerende?

Jeg tror fuldt og fast på, at mit liv havde set markant anderledes ud uden Berit og de andre voksne omkring mig. Det at føle sig god nok havde ikke været en selvfølge for mig uden hende.

Der skal så lidt til – nogle få ord, man får at vide som barn – for at være med til at afgøre, hvordan ens selvfortælling ender. Tanken om, at min kunne have set helt anderledes ud, knuser mit hjerte. Ikke kun for min egen skyld, men for alle de børn, der ikke møder en Berit.

Hvad er det egentlig, en god pædagog kan se, som andre måske overser?

En god pædagog forstår, at især børn er mere, end de umiddelbart viser. Berit kunne se igennem min adfærd og troede på det bedste i mig. Det er faktisk blevet mit livs mantra: Hvis man kan forstå, kan man rumme.

Hun lærte mig indirekte at stole på mig selv og tro på, at jeg var god nok.

Du blev tydeligt rørt, da du talte om Berit i programmet. Hvorfor rammer det dig stadig så stærkt?

Jeg kan stadig mærke den lille, forvirrede og frustrerede Niels, når jeg taler om det. Men jeg mærker også noget større: Der er mange børn, der ikke bliver set på den måde og ikke får lov til at definere sig selv, sådan som jeg fik. Derfor er det så afgørende vigtigt med nok pædagoger. 

Og så er der selvfølgelig taknemmeligheden. Jeg glemmer aldrig Berit, og jeg skal besøge hende i næste uge.

Hvad kan en pædagog gøre for et barn, som måske ikke kan gøres af hverken forældre, lærere eller andre voksne?

De fleste børn tilbringer nogle af deres mest formative år i institution. Pædagogen bliver en stor del af et menneskes liv i de år og kan reelt skubbe et barn i den rigtige retning. Det er jo helt vildt.

Som pædagog får man mulighed for at se børn tage deres allerførste skridt ud i verden – og give dem selvtillid og selvkærlighed, så de bedre kan navigere i den store verden. Derfor er pædagoguddannelsen og de kompetencer man lærer der, så vigtige.

Hvis du skulle forklare én, der overvejer at blive pædagog, hvorfor det arbejde er vigtigt – hvad ville du så sige?

Bare det at jeg er 27 år og sidder og taler her om Berit siger alt. Jeg glemmer aldrig Berit. Hun har haft den mest afgørende indflydelse på mit liv af alle pædagoger og lærere, jeg har haft.

Hun mødte mig med ligeværdighed. Jeg stillede utallige irriterende spørgsmål, og hun svarede mig, som var jeg voksen. Børn skal behandles ligeværdigt. Det gjorde Berit. 

Hvad er det, pædagoger kan, som vi ikke kan undvære som samfund?

De har kompetencerne og hjertevarmen dér, hvor mennesket har allermest brug for det.

Og de er bestemt ikke bare aflastning af forældre i arbejdstiden. De kan mindske ulighed og give børn den bedst mulige start på livet.

Hvad mister vi som samfund, hvis der er for få pædagoger til at se det enkelte barn ordentligt?

Nærhed og mangfoldighed. Hvis vi kun har kasser, alle skal passe ind i, er der ikke plads til udstikkerne. Og så dør kreativiteten og udviklingen.

Jeg tror også, vi undervurderer både barndommen og pædagogerne – og hvor mange dyder et barn kan udvikle med den rette hjælp. Det vigtigste, vi har, er barndommen. Men som samfund agerer vi ikke altid derefter.

Hvis du havde ét minut til at forklare politikerne, hvorfor Danmark har brug for flere pædagoger – hvad ville du sige?

Det er faktisk enkelt og jeg behøver ikke et minut: Hvad er modargumentet mod at gøre barndommen så god som muligt – både menneskeligt og økonomisk?

Mistrivslen blandt børn stiger. Bedre vilkår betyder, at flere bliver set og behandlet ligeværdigt, og det giver dem en ballast videre i livet. Det bør vi stræbe efter – økonomisk, men først og fremmest menneskeligt.

Vi risikerer unge, der lærer bare at passe ind, i stedet for at lære at udfolde sig som dem, de er. Og hvad er vigtigere i livet end at nå at pakke alle sine gaver ud?

Hvad håber du, at pædagoger rundt omkring i Danmark tænker, når de hører din historie om Berit?

At de kan se, hvor stort et fag det er, og hvor stor en forskel man kan gøre. Mange af mine venner er i vidt forskellige fag – lærer, sygeplejerske, pædagogik, medicin – men motiveret af det samme: lysten til at gøre en forskel for andre. 

Der er et samfundssnobberi omkring faget – mange pædagoger bliver ikke anerkendt godt nok, og møder fordomme i stedet. Det er ærgerligt, for arbejdet fortjener den dybeste respekt.

Du siger tak til Berit mange år senere. Hvad tror du, pædagoger undervurderer ved den betydning, de kan have for et barns liv – også længe efter barnet er blevet voksent?

Jeg tror, mange er for ydmyge til at forestille sig, hvor stor en betydning de har. Den er enorm.

Hvis du skulle sætte én sætning på, hvorfor Danmark skal have flere pædagoger – hvad skulle den så være?

Så kan flest mulige børn blive set, opleve tryghed og tillid. Det skaber det gladeste samfund.

Fortællingen om, at man er god nok, er noget, pædagoger kan give et barn. Fra den følelse skaber man bedst og tør mest.

Og er det ikke det, vi har brug for som samfund?